• Øget salgsvækst får Novonesis til at oppræcisere

    المصدر: BDK Finans / 07 نوفمبر 2024 02:51:47   America/New_York

    Novonesis leverer en organisk vækst i salget på 11 procent i tredje kvartal. Det viser en handelsopdatering, som er blevet offentliggjort torsdag morgen. Novonesis er det samlede selskab efter fusionen af Chr. Hansen og Novozymes, der blev gennemført i slutningen af januar. I tredje kvartal lander Novonesis' omsætning på lige over én milliard euro, svarende til cirka 7,6 milliarder kroner. Den organiske vækst på 11 procent er beregnet ud fra nogle proforma-tal, hvor man har beregnet omsætningen i det fælles selskab, før fusionen trådte i kraft. - Novonesis er et rigtig godt sted, og vores stærke eksekvering på tværs af forretningsområder understreger styrken af vores forskelligartede portefølje, innovationsevner og brede adgang til markedet, siger topchef Ester Baiget i en pressemeddelelse i forbindelse med tallene. I forbindelse med handelsopdateringen oppræciserer Novonesis desuden sine forventninger til den samlede organiske vækst i 2024. Nu forventer selskabet en organisk vækst i den øvre del af intervallet syv til otte procent. Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb eller frasalg af dele af virksomheden. Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage. En handelsopdatering indeholder udvalgte salgstal, men ikke lige så mange detaljer som et regnskab. Derfor fremgår det ikke, hvad Novonesis har tjent i tredje kvartal. Novonesis producerer blandt andet ingredienser til rengøringsmidler og fødevarer som mælk, yoghurt og ost. Selskabet producerer også biobrændstof. Væksten i årets første ni måneder har været bredt funderet i Novonesis' forretning, men selskabet har særligt øget sit salg inden for forretningsområdet husholdning. Her har den organiske vækst været 15 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/oeget-salgsvaekst-faar-novonesis-til-at-oppraecisere
شارك على،